Fortielsens tyranni

Karin Shakoor: ”Russerunge”

Egolibris 2016, 318 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

”’RUSSERUNGE’ er en litterær perle af den dybt bevægende slags […] Det er en bog, der minder én om alt dét, litteratur kan.” Sådan står der på bagsiden af Karin Shakoors debutroman.

En sådan bagsidetekst havde jeg svært ved at tage alvorligt – lige indtil jeg begyndte at læse romanen. Få sider inde i den var jeg solgt. ”Russerunge” ER en litterær perle!

Billedrigt sprog

Bogen er ikke svær, men skal dog læses med rolig puls, så man ikke går glip af de fantastiske sproglige billeder, der fletter sig ind i fortællingen og placerer læseren ved den lille Kajsas side, så man eksempelvis mærker det samme mørke, den samme fugt og den samme kulde, som omgiver hende: ”Fra toppen af den store granitknude med fyret begynder sirenen brat sin klagende tuden, og straks efter ruller tågen ud af mørket. Den kommer ind fra havet som en drivende mur og slukker måne og stjerner. Den ændrer lyden af vore skridt, udvisker alle konturer og gør os usynlige. Da vi igen kommer til syne, er det under lampen over butikstrappen. Vi blinker af væde i hår og bryn og tøj, og jeg er som en klam kludedukke, der kan falde om når som helst.” (s. 32). Det er en morsom perspektivforskydning, der er fra Kajsas fornemmelse af at blive pakket ind i tåge til at blive set udefra, da hun og moderen ”igen kommer til syne”.

Personkarakteristikken er også fantastisk. Her er et enkelt eksempel: ”Damefrisørens hår er sort som rågefjer, og hun har altid et ark papir hængende foran sit indre blik. På det har hun noteret, hvad hun ønsker sig af livet: mågestel, barskab i palisander, perler, pels og badeværelse med kar. Indtil nu har hun samlet mågestel til seks personer. Pels og badekar kræver ægteskab, og om hun vil gå så langt for at nå sine mål, er endnu ikke afklaret. Hun ved meget om byens intime kvindeliv og underholder gerne med sin rødt tegnede mund, men lige nu er hun kun opmærksom på de mange blikke, der hviler på hende. Hun lukker øjnene halvt og giver sig hen i dansen.” (s. 80).

Lillebysamfundet skildres med lige dele skarphed og omsorg, så man føler sig hensat til en roman af William Heinesen.

Den lille piges forståelseshorisont

Der er ikke den store fremdrift i romanen, for den følger blot den først syv- og siden 13-årige Kajsas dagligdag. Der er dog stor underholdningsværdi i de mange iagttagelser, hun gør sig. Særligt i den første halvdel, hvor det er den syvårige pige, der fortæller, er iagttagelserne uformidlede, fordi Kajsa ikke selv forstår, hvad der foregår. Derfor kan det også være svært for læseren at gennemskue det. Forståelseshorisonten er indsnævret, så læseren bliver ét med den lille pige. Noget lignende er sket tidligere i litteraturen, men jeg er aldrig stødt på det i så gennemført grad. Det eneste, der skaber lidt afstand mellem romankarakteren og læseren, er, at Kajsa har et alt for veludviklet sprog i forhold til sin alder. Men det er som nævnt det levende, billedrige sprog, der gør romanen så dejlig at læse. Selvom sproget er modent, formulerer det sig hele tiden på barnets præmisser, som her, hvor Kajsa besøger et hjem, hvis beboere, hun frygter: ”Der er en underlig lugt, og henne i paraplystativet står et par brune stokke og hvisker om prygl.” (s. 165).

Kajsas fejl

Kajsa vokser op på Bornholm i 1950-erne og 60’erne. Hendes levende fantasi sørger for at fjerne alle fysiske forhindringer, så læseren følger hende med ned i det dybe vand, op i skyerne, ned i gravene og ud i skovene. Fantasien er et nødvendigt opretholdelsesværktøj for pigen, der ved, at hun har en fejl. Præcis hvad fejlen går ud på, er hun dog ikke klar over. Hun kan bare mærke det på sin mor, der aldrig er uforbeholden i sin kærlighed.

Kajsas forældre tilhører missionen. De har deres daglige gang i missionshuset, hvor faderen leder kirkekoret. Det ville være så let at sable disse mennesker ned, men det gør Karin Shakoor ikke. Med kærlig humor skildrer hun den del af byens indbyggere, der lever på en måde, som de anser for bedre og mere gudvelbehagelig, end den livsførelse, der præger andre. Der er massevis af beskrivelser af det lidt sekteriske, tilbageholdte liv, de missionske fører. Det er ikke kun kedeligt. Her er vi til julemiddag hjemme hos Kajsa, hvor højtiden tillader en vis form for livsnydelse: ”Faster har glemt sin talje og tante Bertha sin nervøse tarm. To ensomme søstre fra missionshuset holder på bestikket med tynde, blålige fingre og gumler stille i takt, de tager ganske små bidder og lukker øjnene hver gang, de synker. Det lader til, at de holder øje med maden, om den nu glider pænt ned i maverne, hvorfra der kommer rumlende lyde.” (s. 178).

Fra kirke og missionshus sættes der skel mellem de frelse og alle de andre. Og dog er de missionske ikke i tvivl om, at også de kan begå fejl. Dette bliver bekræftet, da det afsløres, at den fejl, Kajsa har taget på sig, ikke er hendes, men de voksne familiemedlemmers.

Fortielsens tyranni

Da Kajsa er 13, udvides hendes perspektiv. Året er 1965 og atomtruslen en realitet. Under en gudstjeneste Alle helgens dag, drager hendes tanker på langfart, da dommedag kommer på dagsordenen: ”Vi skal ikke frygte noget, men det gør vi alligevel. Russerne var her under krigen, det var lige noget for dem, og får de chancen, kommer de igen og jager os ind bag Jerntæppet. Jerntæppet er foldet og himmelhøjt, det er gråt og loddent som ståluld, men tusind gange stærkere. Ingen vind kan bevæge det, ingen regn, ingen is, intet jordskælv. Bag det bor gudsfornægterne.” (s. 262).

Selvom det stadig er en meget konkret forståelse af noget abstrakt, fornemmer man forskellen på den lille Kajsa, der fortalte tidligere, og den pige, der nu har påbegyndt sine teenageår. Og dog er der stadig rigtig mange ting, Kajsa ikke forstår og som sætter sit præg på hele hendes tilværelse. Hvad den fejl, hun tillægger sig selv, består i, har man som læser gennemskuet for længst, hvilket blot gør det endnu mere smerteligt at følge pigens manglende mulighed for at gennemskue, hvad det er, de voksne ikke fortæller. Hun lider under fortielsens tyranni.

Morskab og desperation, lune og forfærdelse 

Sprogligt er ”Russerunge” en af de mest gennemførte bøger, jeg længe har læst, og hvad angår handlingen rummer den både morskab og desperation, lune og forfærdelse samt meget af det, der ligger mellem disse modpoler. Kort sagt: Den bør læses af mange.

Når Per Gammelgaard skærer ind til benet

Per Gammelgaard

Dør om dør

Jensen & Dalgaard

Af Anne Rye Andersson

I ’Dør om dør’ slår Per Gammelgaard endnu engang fast, at han er en fremragende forfatter, og ligeledes en forfatter med noget på hjerte.

Mit første bekendtskab med Per Gammelgaard var romanen ’Englekrøller’, der udkom i 2016 på forlaget Jensen & Dalgaard. Jeg var begejstret dengang, og jeg er begejstret nu. Per Gammelgaard evner at fusionere det velskrevne med virkeligheden på en sådan måde, at man som læser suges ind i fortællingen som sad man foran ham og lyttede.

Han har et meget uforceret og flydende sprog, der gør læsningen let som en leg. Det er slet og ret det, god litteratur (også) kan.

Per Gammelgaard har et stort katalog af tidligere udgivelser, og den erfarne forfatter skinner igennem med et skarpt sprog, den sikre forfatterhånd, der kender sine læsere, eller sådan føles det ikke desto mindre.

Verdensborgeren

’Dør om dør’ er fortællingen om verdensborgeren Ernst Krumbak, der lever sit stilfærdige liv i en globaliseret verden, der synes at vedkomme ham mere og mere, som tiden går. Vi følger et venskab, der blomstrer, men også udfordres af den skæbne, mennesket er tildelt. Via venskabet får vi indsigt i, hvordan verden også kan se ud uden for de trygge danske rammer, hvordan mennesker på flugt og i krig er mærket for livet og skal tilpasse sig en foranderlig verden, skal kunne rumme næsten sammen med egne dæmoner og leve dør om dør med resten af verden.

Til sammenligning med ’Englekrøller’, der var fyldt med ordblomster, er der i ’Dør om dør’ skåret ind til benet. Gammelgaard demonstrerer, at han kan skrive vedkommende prosa, der sidder lige i skabet, uden omsvøb, men at han også mestrer smukke miljøbeskrivelser som i ’Englekrøller.

Paletten er bred, men i ’Dør om dør’ virker det til, at Gammelgaard har en presserende agenda, nemlig at få læseren til at vågne op af den trygge blund og se verden i et andet perspektiv. Det gøres benhårdt og med mådehold, der betegner den garvede forfatters pen, den evige balance.

Jeg vil anbefale alle at læse ’Dør om dør’. En meget smuk bog om venskab, kærlighed, relationer, den globale verden, som er flyttet ind i stuen og om, at når man giver lidt af sig selv, så får man også noget tilbage.

Siddhartha i Hakkebakkeskoven

Mens de store forlag tager sig af oversættelser af ny verdenslitteratur, roder mange af de mindre forlag rundt i kassen med langt ældre, ofte i dansk sammenhæng ukendte eller glemte klassikere 

James Stephens

En krukke fuld af guld

Det Poetiske Bureaus Forlag (Bureauets lommebibliotek)

Af Flemming Andersen

Mange af oversættelserne ukendte eller glemte klassikere udkommer i disse år for første gang på dansk, primært fordi nogle folk på de mindre forlag ikke kan lade være. Og ganske ofte rammer de – krukken med guld for enden af regnbuen.

Det er netop titlen på en irsk klassiker fra 1912, En krukke fuld af guld, på engelsk The Crock of Gold, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Forfatteren hedder James Stephens, og selv havde jeg aldrig hørt om ham før, måske fordi hans roman er meget irsk. Dens solide fundament er hele den rige irske folklore, hvor myten om guldkrukken har sin oprindelse. At den er blevet udødeliggjort, skyldes vel primært Walt Disney, men regnbuen som fænomen og budbringer er ældgammel – den optræder både i 1. Mosebog som tegn til Noa om landfast frelse og som broen til det evige liv i den nordiske mytologi.

Men lad os prøve at holde os til sagen: Hver gang man begynder at tale om mytologisk stof, er der ingen ende på de sidegader, man kan gå ned af. Sådan er det også med James Stephens En krukke fuld af guld – der er ingen ende på de afveje, som forfatteren tager.

Stilistisk set er romanen i familie med eventyret og den fantastiske fortælling. Den er – lidt muntert sagt – en blanding af Herman Hesses Siddhartha og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Den har Egners lethed og mildhed, men kombinerer det med Hesses søgen efter sandheden. Samtidig er der mange fantastiske elementer i den, den slags vi kender fra for eksempel Tolkien, Lewis Carrol og Swift.

Et godt eventyr begynder altid med en konflikt, og den er ridset op fra begyndelsen i Stephens historie: En mand bor i den store, dybe, mørke skov. Han hedder ikke andet end Filosoffen, for han har svar på alt, og tror selv at han ved alt. Han får besøg af sin ven Meehawl MacMurrachu, hvis kones vaskebræt er væk, og hun tror, at nisserne har taget det (I bogen bærer nisserne det irske navn Leprechauns, men lad os her bare kalde dem nisser, for de har alle de traditionelle egenskaber som nisser, huldrer og andre mytologiske dværge har). Filosoffen – og her går det galt! – råder MacMurrachu til en knibtangsmanøvre: Stjæl nissernes krukke af guld, for det er det dyrebareste de har – så skal de nok levere vaskebrættet tilbage.

MacMurrachu stjæler krukken og gemmer den. Nisserne bliver oprørte og vrede, for de har slet ikke taget vaskebrættet. Og situationen eskalerer yderligere, da MacMurrachus underskønne datter Caitilin forsvinder. Hun er nemlig blevet lokket i en fælde af den forførende gud Pan, der som bekendt har det med at lokke unge piger i uføre og muligt fordærv med sin fløjte.

Stor forvirring og opstandelse i den store, dybe, mørke skov! Filosoffen finder meget vrangvilligt ud af, at han har taget fejl, og det kommer som et chok for ham, der jo netop ved alt. Men han er en hædersmand, der ønsker at retfærdigheden skal ske fyldest, så efter en masse forviklinger med guldkrukken, der stadig ikke er kommet tilbage til nisserne, begiver han sig på vej til Pan for at hente Caitilin. Pan vil dog ikke slippe hende, så Filosoffen må højere op i denne overnaturlige verdens hierarki og konsulterer selveste guden ved navn Angus Og. Og hvad sker der så? Angus Og bliver så betaget af den underskønne Caitilin, at han godt nok befrier hende – men kun for selv af beholde hende! Og Caitilin selv? Hun er bare lykkelig, for både hos Pan og hos Angus Og lever hun i pagt med alnaturen, dyrene, træerne og sit eget væsens inderste. Dette er også bogen budskab, i fald den har et: Alle folk skal leve i harmoni med naturen og deres eget væsen, og det kan man ikke kun tænke sig til. Det skal mærkes, erkendes, mavefornemmes, for nu at bruge et modeord.

Romanens hovedperson Filosoffen er rollemodel for udviklingen fra tænkende til sansende menneske. I begyndelsen er han ikke til at holde ud, selvfed som kun en Thomas Blachman kan være det, hvis nogen huske alle de ting, Blachman blev sat til at kommentere for en 10 år siden. Det lød både klogt og indsigtsfuldt, men hvis man analyserede det, var det tit det rene vrøvl. Sådan er det også med Filosoffen, der til stadighed fører lange og dybe samtaler med sin kone og andre, men uden nogensinde at høre efter, hvad de andre siger. Til gengæld kan han selv sige sætninger som ”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Denne form for højpandet humor er den store styrke i James Stephens klassiker. Ligesom med Blachman (ikke for at pukke på ham, men han er et godt eksempel) prøver man hele tiden at få mening ud af de mange sandheder, der bliver luftet. Alle har nemlig deres egne sandheder, og de er altid præget af folks egne oplevelser blandet med den situation, de står i lige nu. Og der er mange personer i bogen, Filosoffens kone for eksempel, men også Pan og de forskellige guder, nisserne og mange andre bipersoner, der hellere end gerne vil give deres besyv med. Forfatteren selv, fortælleren, holder sig heller ikke for god til at give et par sandheder til bedste midt i bogen – og de tager nok prisen som det mest uforståelige sandhedsvrøvl overhovedet. Her er et uddrag:

”Hvilket – Jorden eller de skabninger der bevæger sig på den – er vigtigst? Dette er et spørgsmål foranlediget udelukkende af intellektuel arrogance, for i livet findes der hverken noget der er mere eller mindre. Den ting, der findes, har retfærdiggjort sin egen betydning alene ved at eksistere, for dette er altings store og sammenligneligt jævnbyrdige præstation. Hvis livet blev bragt i stand for os udefra ville dette spørgsmål om overhøjhed antage betydning, men livet kommer altid indefra og tilpasses eller udvides igennem vor egen appetit, vore egne ambitioner og afgørende aktiviteter.”

Ja, værsågod at skylle efter. Meget i denne bog egner sig også i den grad til højtlæsning i festligt lag – og efterfølgende debat. For der er noget om det – men giver det mening? I givet fald hvilken?

Som nævnt finder Filosoffen sig selv – hvis man kan sige det på den måde – midt inde i den store, dybe, mørke skov, da han pludselig begynder at opleve i stedet for at tænke. Dette kan synes noget banalt i dag, men i 1912, da bogen blev udgivet, var det ikke lige så almindeligt. En krukke fuld af guld svømmer nærmest over af lykkelige naturbeskrivelser, der sjældent er set så renhjertede. Her, for eksempel, efter en passage hvor en ko diskuterer edderkoppernes væsen med en flue. Den slags sker nemlig også i den store, dybe, mørke skov:

”Månen var som et segl på himlen, et sart sværd, hvis stråleglans begrænsede sig til de øvre sfærer og slet ikke sjældent oplyste den tunge verden forneden; sjældne stjerners glimt lod sig også skue i det mørke, ensomme rum der omgav dem; men på Jorden fortættedes mørket i folder af tågeslør, gennem hvilke træerne sukkede højtideligt, og græsserne løftede deres små stemmer, og vinden nynnede sin betagende barske klagesang.”

Så bliver det ikke meget finere. James Stephens kan virkelig fremkalde naturfortryllelse, så man ikke befinder sig i en lænestol, men midt i naturen.

I øvrigt er der endnu et budskab i En krukke fuld af guld, nemlig et oprør mod autoriteter på både den ene og den anden måde. Man skal være god og venlig og ikke tillade nogen at bestemme over sig, så på den måde ligner den – for nu at tage ham op igen – Thorbjørn Egners Kardemommelov, der for så vidt siger det hele med meget få ord: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Der er noget John Lennon-Imagine over det: Hvis alle gjorde det, ville verden være bedre.

En krukke fuld af guld ekspliciterer ikke buskabet direkte. Det vil sige, det gør den nok, men der er så mange andre budskaber og sandheder i romanen, at man selv skal grave det frem mellem al forvirringen. Det  er nok den mest lykkelige og muntre opgave, som denne bog stiller sin læser. Og ja, den ender lykkeligt – hvad ellers?

En svinsk affære

George Orwell: ”Kammerat Napoleon”, oversat af Ole Brandstrup, 119 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

I 1949 udkom George Orwells skræmmende fremtidsvision, ”1984”, om et gennemført totalitært regime. Kun fire år tidligere havde han udgivet en lille roman om det samme emne, men i en helt anden genre. ”Kammerat Napoleon” er en satirisk fabel om dyrene på en gård, der gør oprør mod landmanden, hvorefter de driver landbruget ved egen hjælp. Alle er glade og ønsker at løfte i flok, fordi tilværelsen kun kan blive bedre, efter at den drikfældige landmand er blevet smidt på porten. Der besluttes syv bud, der skal forme fremtiden for gårdens dyr:

1. Hvadsomhelst, der går på to ben, er en fjende.

2. Hvadsomhelst, der går på fire ben, eller har vinger, er en ven.

3. Intet dyr må bære klæder.

4. Intet dyr må sove i en seng.

5. Intet dyr må drikke spiritus.

6. Intet dyr må dræbe noget andet dyr.

7. Alle dyr er lige.

De forskellige dyr inddeles i grupper alt efter størrelse og evner. Det viser sig snart, at svinene er de klogeste. Derfor finder de det også mest rimeligt, at de slipper for hårdt fysisk arbejde, så de kan bruge kræfterne på planlægning.

Således er scenen sat for en historie, man allerede fra begyndelsen ved vil gå galt. I fællesskab har gårdens dyr vedtaget en ideologi, som de klogeste lynhurtigt begynder at gradbøje.

Pædagogen Orwell

Pædagogik er nok ikke, hvad de fleste forbinder George Orwell med. Og dog er ”Kammerat Napoleon” blevet læst af utallige gymnasieelever; oftest på originalsproget (”Animal Farm”). Romanen har en overkommelig længde, og hvis man formår at lægge de logiske indvendinger overfor fabelgenren til side, er historien let at forholde sig til. Den er dybsindig på den overskuelige måde.

Orwell opridser de typiske metoder, der gøres brug af, når magtbegærlige mennesker anvender en ideologi som springbræt til en plads i toppen af hierarkiet. Han skildrer for eksempel magtkampe mellem de to ledersvin, Snowball og Napoleon. Topmoderne beskriver Orwell, hvordan der plantes ”Fake News” for at styre de andre dyr. Gårdens beboere synes ganske vist, at de husker hændelserne anderledes, end de bliver gengivet, men de har så stor tiltro til svinene, at de ender med at blive overbevist om, at det er dem selv, der tager fejl. Propagandaen er virksom.

Eneherskeren Napoleon fremtidssikrer sin position ved at tage et kuld hvalpe fra en af gårdens hunde. Det giver ham mulighed for at skabe sin egen livgarde. Hundene gør sig desuden klart forståelige med snerren og bid, hvis nogen betvivler rigtigheden af lederens beslutninger og påstande. Det viser sig da også, at Napoleon ikke er bange for at statuere et eksempel. Magten bruger han skånselsløst, indtil det ikke er til at se forskel på ham og gårdens tidligere ejer.

Orwells erfaringer

Når Orwell kredsede omkring faren ved ideologier og totalitære regimer, skyldtes det dels, at han havde oplevet 2. verdenskrig. Men inden da havde han deltaget som frivillig soldat i den spanske borgerkrig. Han kæmpede for den republikanske hær mod de af Hitler støttede nationalistiske styrker, der blev ledet af fascisten Francisco Franco. Under kampene blev Orwell alvorligt såret i halsen, men overlevede.

I både ”Kammerat Napoleon” og ”1984” bruger Orwell sine dyrekøbte erfaringer til at advare mod totalitarisme. Humor er der ikke meget af i ”1984”, men i fablen er Orwell bidende satirisk. Da Napoleons livgarde af glubske hunde lige har gjort det af med et markant antal af gårdens dyr, går nogle af de overlevende hen til ladegavlen for at genlæse de syv bud. De færreste af dem er gode læsere, men de mener at kunne huske, at der var et forbud mod at slå dyr ihjel. Da de får stavet sig igennem, viser det sig imidlertid, at der er et par ord til sidst i sætningen, som de må have overset. Der står nemlig: ”Intet dyr må dræbe noget andet dyr uden grund” (s. 78). Sådan erkender de gang på gang, at deres hukommelse spiller dem et puds og reglerne løbende ændres til fordel for deres eget behov. Svinene derimod har styr på, hvordan det hele er gået til. Derfor ligger gårdens ledelse stadig bedst i deres klove, også selvom de lidt efter lidt tillægger sig nogle vaner, der minder om menneskenes.

Arendt og Orwell

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har skrevet om revolutioner, at det ene styre oftest erstattes af et andet, der er mindst lige så slemt, blandt andet fordi dem, der begår revolution, sjældent har kunnet opbygge viden og indsigt til at styre et land, inden revolutionen fandt sted. Når de pludselig står med magten, går det let ganske grueligt galt. Arendts bog ”Om revolution” udkom 13 år efter Orwells død i 1950, så den har han ikke læst. Men den revolution, dyrene gennemfører, bringer i hvert fald ikke bedre forhold på gården. Svinene er nogle lige så store svin som menneskene.

Et clean cut!

Bjørn Isak: ”Rav”, noveller, Brændpunkt 2018, 123 sider, 238 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er en ung debutant, vi har med at gøre. Bjørn Isak er født i 1990. Hvad kan det ikke blive til? Jeg vil gerne læse mere! Sproget flyder let, det er ukrukket og ligefremt. Hvilket er fint i overensstemmelse med, at de fleste af novellerne handler om helt almindelige mennesker i situationer, som vi alle kan komme i, og som kræver en form for afgørelse. Kærlighedsforhold, der er ved at dø af iltmangel, er der nogle stykker af. Men også relationer mellem forældre og børn og venskaber. Vi kommer tæt på det nære, og det er også det, der fungerer bedst. I et par af novellerne forsøger Isak sig med noget mere grænsesøgende og ekstremt. Hvis målet er blot at fremkalde lidt kvalme, så lykkes det, for han skriver enormt visuelt. Men hvis det var tanken, at det skulle sætte tanker i gang, så virkede det ikke hos denne læser. Det kaldte mere på overbærenhed: ”Nå, det stak lidt af for ham. Fint, at han også eksperimenterer lidt”.

Den lille udgivelse rummer 14 noveller. Så der er råd til et par skuldertræk. De opvejes så rigeligt af nogle sande hverdagsrealistiske perler à la Helle Helle. I de fleste af novellerne optræder kun ganske få, oftest to personer. Hvilket også er nødvendigt, når der skal zoomes så meget ind på så lidt plads. Således også i titelnovellen ”Rav”. Han og hun er taget i sommerhuset. ”Det hjalp dem almindeligvis at komme ud til sommerhuset”. Parforholdet knager altså, men det står der ikke. Hun er noget så læsterligt træt af ham. Det står der heller ingen steder. Men det emmer ud af både hendes kropssprog og hendes verbale sprog. Og det klæder hende ikke. Man kan komme i tvivl, om han er blind og døv over for det, opslugt som han er af alle de barndomsminder, som omgivelserne kalder frem - eller om han netop bare forsøger at gøre sig umage for at lette stemningen. Det gør han ikke ved at løbe småpludrende og pleasende omkring hende som en hundehvalp. Der skal et tordenvejr til. Det må vi selv tænke os til. Novellen slutter lige i det øjeblik, hvor det er helt sikkert, at det ikke kommer til at drive over.

Det er et greb, Bjørn Isak gennemgående bruger: et clean cut, lige der hvor noget afgørende må ske. Læseren får noget at tænke over, digte videre på. Et eksempel er ”Syd for Sæby”. Den slutter med ordene: ”Tag en kop kaffe,” sagde hun. ”Så siger vi, at det var dét”. Og man kan så fundere over, om det er forholdet eller konflikten, der er slut. Set fra hendes øjne. Men der er også meget gods i den novelle undervejs. Hvorfor lyver to mennesker om deres fortid? Hvor ydmygende er det ikke at gemme sig for at straffe hende – og så gider hun ikke at lede efter ham? Hvad binder to mennesker sammen, hvis en samtale kan lyde sådan her: ”Pludselig vendte Lotte sig i sengen og spurgte, hvad jeg frygtede mest. Jeg svarede, at jeg ikke frygtede noget som sådan. Hun spurgte, hvilken person, der havde betydet mest for mig, og jeg svarede, at jeg ikke som sådan så op til nogen. Hun spurgte, hvad den mest betydningsfulde ting, en person havde gjort for mig var. Jeg svarede, at jeg ikke som sådan kunne huske en specifik ting. Så vendte hun sig om i sengen igen, og vi faldt i søvn med hinanden i hånden”.

”Januar” hedder den første af novellerne, og der kommer man til at fryse! Hvad der begynder som et lille ikke helt gennemtænkt kæresteeventyr, ender i et mareridt. Det er en ”jeg”-fortæller, så han må da i hvert fald overleve. Hvordan får vi ikke at vide. Forfatteren giver sig ikke af med forklaringer. Han beskriver forløbet, detaljeret. Ofte bare nogle få timer eller en dag. Ingen afstikkere til fortid og baggrund. Eller hvad der videre hændte. Man er der selv, i dette tilfælde i kulden og mørket og rædslen.

Novellerne har gennemgående ikke et særlig optimistisk menneskesyn. Der er meget ligegyldighed, livslede, løgn, spleen. Men her er der en hovedperson, der ofrer sig. Nu er det så også ham selv, der fortæller. Slap der virkelig ikke et eneste: ”jeg sagde jo….” over hans læber? Vi hører kun om uendelig omsorg og så adrenalinens skærpelse af hjernen, som sætter ham i stand til at handle hensigtsmæssigt. Men det kan ikke kun være kemi, der får et menneske til at trodse smerte og udmattelse til det helt ekstreme, før det giver op – kan det? Også i den sidste novelle ”Marie” er der omsorg og varme. Ikke alt ondt og mørkt i tilværelsen stammer fra vores egen forkælelse, magtliderlighed, egoisme. Så meget desto vigtigere er det, hvordan vi svarer på det, når tankeløshed (i ”Januar”) eller sygdom og død (i ”Marie”) slår liv i stykker. ”Marie” er den(!) af novellerne, som er smuk. Og som beviser, at det ikke kun er det grimme, der er værd at tænke over. Det er en meget fin skildring af sorg og savn, og et liv der alligevel går sin stille, rutinerede gang, og en nabo gennem 30 år, der lige kigger forbi, og som faktisk er lydhør. Imponerende, at en mand på 27-28 år kan skrive den novelle så indlevende.

Imellem de to, den første og den sidste, hvor man ikke forspiser sig på skildringer af bundfaldet i mennesker, læser vi bl.a. om, hvilken magt det giver, når man er blevet fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og man måske også allerede har tabt alt for sig selv (”Kærester”). Eller den magt, der ligger i kærlighedserklæringen fra mor til søn: ”Du er alt, hvad jeg har” – når mor samtidig sørger for at være alt, hvad søn har. Hvilket er en dødssynd, for når det går rigtigt til, så bliver det på et tidspunkt sådan, at søn skal kunne klare sig uden mor (”Liv på landet”).  Og hvilken magtesløshed det giver, når man (måske netop ham?) er blevet til en robot, som kun lever for sit arbejde, og ens hjem blot er den docking station, man kører ind i, så man bliver klar til at tage på arbejde igen – og det arbejde så bliver taget fra én, fordi produktionen flytter udenlands. ”Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?” (”Fabrikken og lejligheden”).

Forfatteren er utrolig observant og ekvilibristisk, når det kommer til at gengive samtaler, relationer, stemninger, men også landskaber, vind og vejr – he doesn’t tell, he shows. Slutningen står ofte og dirrer, men det er sjældent meget håb, man efterlades med. Man bør ikke læse samlingen i ét hug. For det første er det med novellerne som med kiksekage: man skal ikke tro, at det bliver ved med at være en nydelse, hvis man bare klør på. Man bliver mæt af at læse om menneskers mørkeste sider. For det andet, så fortjener den enkelte novelle at blive sanset og tænkt med på.'

Som læser af Bjørn Isaks stramme, velkomponerede noveller bliver man selv digter. Og må så huske Henrik Ibsens ord om at leve og digte: ”At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv; at digte – det er at holde dommedag over sig selv”. Det inspirerer denne unge debutant til – og derfor håber jeg, at han ikke har skrevet sig tom på alle disse observationer af, hvad der foregår mellem mennesker, men at vi får mere at se. Også gerne lidt mere optimisme på menneskehedens vegne. Lidt mindre resignation, lidt mere vilje til at tage livtag med de der trolde og se, hvad der så sker. Så ses nuancerne i mørket tydeligere. Et stort ”hep-hep!” herfra!

Digter i glimt

Helle Bengtsson

Himmelrummet tur-retur

Mellemgaard, 2018

Af Anders Møller Gade

Hvad er et digt? Hvem er digteren? Disse spørgsmål indhentede mig da jeg skulle skrive denne anmeldelse. For hvad er det man (jeg) ligger til grund for hvad et godt digt er? Hvad ligger man til grund for ens (min) vurdering af om nogen er digter eller ej? Svarene forekommer mig vanskelige, særligt når spørgsmålene indfinder sig med sådan en lethed.

Det falder vel helt naturligt at sige, at en digter er et væsen (person), som plejer særlig omgang, digterisk omgang, med sproget. En omgang med sproget, som viser bevidsthed om hvordan sproget formes, hvordan det bruges til fx at frembringer erkendelser, formidle sansninger eller ligefrem vække latter og skabe underholdning. Men mest af alt, om ikke andet så for denne anmeldelsers vedkommende, slår digterne med sproget strenge an som skaber resonans i den menneskelige tilværelse, at digteren med sproget skaber en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.

En række af disse elementer optræder glimtvis i Helle Bengtssons digtsamling “Himmelrummet tur-retur” udgivet på forlaget Mellemgaard. Digtsamlingen er inddelt i 4 afsnit, “Stjernestunder”, “Kvindeliv”, “Terroriserede tanker” og “(U)naturlig natur”. Som overskrifterne måske afslører er der ikke tale om nogen gennemgående tematik og digtsamlingen viser dog også at være en blandet landhandel af digte, der på overfladen lader antyde at det drejer sig om så varierende temaer som himmelrummet/universet, en daglig fra en kvindes synspunkt, samt en række tilsyneladende problematiske og forstyrrende tanker. Det kunne måske have været overvejet om digtsamlingen ikke havde været bedre tjent med en mere stram opbygning omkring enkle tematikker. Som sådan er der ikke noget i vejen med en blandet landhandel, men med så mange divergerende temaer uden nogen egentlig opbygnings eller formmæssig styring fremstår denne digtsamling en anelse rodet og forvirret.

Helle Bengtsson demonstrer dog i glimt en fin fornemmelse for hvordan sproget kan bruges og formes, som fx her i digtet Menneskedyret, hvor det afslutningsvis lyder:

“Ord kastes op

og ud

i en regn

af spildte krummer”.

Her skal også nævnes digtene “Virkelighedflugt” og “Husker du?”. I disse to digte formår Helle Bengtsson at hæve nogle tilsyneladende banale og temmelig hverdagsagtige oplevelse op til en egentlig digerisk formidling, der både demonstrerer fin sproglig formsans og vækker nysgerrighed hos læseren. Nogle digte der dels giver en lyst til mere og samtidig efterlader læseren med en forundring over hvordan verden nu engang er stykket sammen.

Det bliver kun rent glimtvis at digtsamlingen “Himmelrummet tur - retur” når dette niveau. Dertil virker mange af digtene ubearbejdet og bærer derfor præg af overfalder og strøtanker fra det daglige liv, der ikke har været underlagt en formbevidsthed. Som eksempel kan her nævnes fra digtet dametasken:

“Fundet bliver til pludselig

minder og flashbacks,

ting som jeg for længst havde glemt.

De dukker op og er fredsforstyrrende i de

lommer og i de lag, som jeg

mente burde høre til de uforstyrrede.

Sådan en taske,

har helt sig eget liv”.

Disse minder og flashbacks som er bærende for digtet får vi ikke noget at vide om. Der kommer ikke noget konkret frem om disse minder og flashbacks. Ingen personer, ting eller sansninger, som kan skabe forbindelse mellem læser og digt.

Her stopper digtet og digteren op. Det konstateres at de er der. En konstatering som etablerer en overflade og efterlader digtet som en overflade. Dette optræder igen og igen i digtsamlingen. Som læser sidder man og ønsker at Bengtsson måske ville sætte sig selv lidt mere på spil og derved bidrage til at digtene dels får et personligt præg og dels vil give dem en magnetisme som kan drage læseren til sig.